Turismekonsulentnetværk
Turisme er et vigtigt erhverv i mange kommuner, og arbejdet med turismevirksomheder i erhvervsservice kræver ofte specialiseret viden, stærke samarbejder og løbende sparring. Derfor har Dansk Erhvervsfremme (DEF) etableret et nationalt netværk for medarbejdere i erhvervsservice fra hele landet, som arbejder med turismevirksomheder.
Netværket fungerer som et fagligt fællesskab, hvor deltagerne deler erfaringer, får inspiration og styrker kvaliteten i vejledningen af turismevirksomheder gennem videndeling og erfaringsudveksling på tværs af landet.
Deltagelse i netværket giver konkret værdi i hverdagen gennem:
- Faglig sparring med kolleger, der arbejder med turisme i praksis
- Inspiration og metoder, som kan bruges direkte i vejledningen
- Erfaringsudveksling om samarbejde med kommuner, politikere og øvrige aktører
- Indblik i nye indsatser, projekter og udviklingstendenser inden for turismeerhvervet
Hvad er det for et netværk?
Netværket er et fagligt og praksisnært forum, hvor deltagerne deler erfaringer, drøfter aktuelle udfordringer og bliver klogere på turisme som erhverv. Der er både plads til fælles dialog og til, at deltagere kan præsentere konkrete indsatser, metoder eller cases, som andre kan lære af.
Netværket fungerer som et fortroligt rum, hvor erfaringer, udfordringer og overvejelser kan deles åbent. Mellem møderne understøttes netværket af en lukket LinkedIn-gruppe for deltagerne, hvor man løbende kan stille spørgsmål, dele viden og sparre med hinanden. Derudover deles en deltagerliste med kontaktoplysninger, så det er nemt at tage direkte kontakt på tværs af organisationer.
Hvordan er netværket organiseret?
Netværket består af fire årlige online møder af ca. 1,5 times varighed på Microsoft Teams. Hvert møde tager udgangspunkt i et aktuelt tema og kombinerer fagligt input, dialog og erfaringsudveksling. Der er typisk også et deltageroplæg eller en case fra praksis.
Møderne optages ikke, men der udarbejdes en kort opsamling efter hvert møde. Derudover samles netværket én gang årligt til et fysisk møde hos en lokal erhvervsservice.
Temaer i netværket
Temaerne tager udgangspunkt i deltagernes behov og de udfordringer, erhvervsservice møder i praksis. Det kan blandt andet være:
- Vejledning af turismevirksomheder i praksis
- Opbygning og drift af lokale turismenetværk
- Samarbejde med kommune og politikere om turisme
- Dokumentation og formidling af turismens erhvervsmæssige værdi
- Lokale udviklingsprojekter og partnerskaber
- Nationale og regionale strategier omsat til lokal handling
- Arbejdskraft, praktik, fleksjob og samarbejde med viden- og uddannelsesinstitutioner
- Puljer, programmer og øvrige støttemuligheder
Temaer og indhold udvikles løbende i dialog med deltagerne.
Praktisk information
Er der deltagerbetaling?
Netværket er et gratis tilbud for medlemmer af Dansk Erhvervsfremme (DEF).
Hvem kan deltage?
Netværket er målrettet medarbejdere i erhvervsservice, erhvervshuse og lignende funktioner, som arbejder med turismevirksomheder og er medlemmer af DEF. Hver organisation kan som udgangspunkt deltage med én eller flere medarbejdere afhængigt af interesse og kapacitet.
Hvad forventes der af deltagerne?
Der er ingen krav om forberedelse eller oplæg. Aktiv deltagelse, videndeling og åben sparring opfordres, men det er frivilligt, om man ønsker at bidrage med cases eller præsentationer.
Spørgsmål eller input?
Kontakt Cathleen Diana Pedersen fra Stevns Erhverv på cathleen@stevnserhverv.dk eller tlf. 23 74 14 25.


